Bæredygtighed

Hvad er økologisk bomuld? – Skal mit børnetøj være økologisk?

Hvad er oekologisk bomuld Soft Gallery

Er dit køleskab fyldt med Ø-mærker, men er dit klædeskab ikke økologisk? Økologisk bomuld er bæredygtigt, og det har mange af de samme fordele, som du vælger dine grøntsager ud fra. Læs med for at få svar på spørgsmål som: Hvad er økologisk bomuld? Hvad er forskellen på almindeligt bomuld og økologisk bomuld? Er økologisk bomuld miljøvenligt? Hvorfor købe økologisk bomuld?

Du er nede for at handle ind, som du plejer, og du ved præcis, hvor du skal finde de økologiske kikærter, økologisk spidskål og ØKO-juice. Du ved udemærket godt, at det ville koste lidt mindre, hvis nu du ikke valgte økologi, men det er vigtigt for dig at købe økologisk. Når du handler ind til middagen, så skal de eneste gæster være dine venner og familie og ikke pesticider, forurenet grundvand og ringe dyrevelfærd. Du ved, at økologi er vigtigt, når du køber mad, så hvorfor er det så ikke så vigtigt, når du køber tøj?

Hvad er økologisk bomuld?

“Økologi, øhh… det har noget at gøre med, at man ikke sprøjter med gift, og så er agurkerne formet på mærkelige måder.” Det er der noget om, og du ved nok allerede, hvordan du kan se, om agurken faktisk er økologisk eller bare lidt grim.

Grim mad er en af årsagerne til madspild. Et godt tip er: Vælg de mærkelige former i butikken, så de ikke bliver smidt ud. Tjek også frugt- og grøntsagskasserne fra Eat Grim, hvis du gerne vil bekæmpe (grim mad-) spild.

Tøj af økologisk bomuld er heldigvis ikke grimt! Du kan se et udvalg af vores lækre produkter, der lavet af økologisk bomuld her, og det er vist bevis nok i sig selv!

Økologisk bomuld er som den økologiske agurk bare lavet med en række strengere krav til produktionen. Det er skørt at tænke på, at økologi ikke er standarden, når man ser hvilke krav, der er tale om. Her kan du se Teknologisk Instituts tre overordnede kriterier:

  • Ingen kemikalier
    Der må ikke anvendes pesticider, insekticider eller løvfældningsmidler.
  • Ingen kunstig gødning
    Der må ikke anvendes kunstgødning (det kaldes også for handelsgødning).
  • Ingen GMO
    Der må ikke anvendes genmodificering.

Der er desuden en del regler for produktion, distribuering, marketing og mærkning af økologiske produkter i EU. Du kan læse om EU-lovgivningen for økologisk bomuld ved at trykke her.

Hvad betyder organic cotton?

Når du skimmer tøjet igennem i butikkerne, så møder du ind i mellem nogle buzzwords som “organic cotton”, “conscious” og lignende. Dejligt! Så behøver du ikke have dårlig samvittighed, fordi der er tegnet en lille, glad frø på det grønne skilt, som de har sat på.

Desværre er det ikke ensbetydende med, at tøjet er bæredygtigt. Virksomheder anvender nogle feje tricks til at få deres kunder til at købe mere, og du har måske allerede hørt om “greenwashing”? Forbrugerrådet Tænk beskriver greenwashing sådan her: “Greenwashing er, når markedsføringen bruger flotte ord til at få varen til at fremstå mere grøn eller bæredygtig, end den egentlig er, for at få dig til at købe mere.”

Især engelske ord kan være en indikator, hvis resten er på dansk. Eksempelvis betyder “organic cotton” sådan set bare økologisk bomuld – det lyder bare lidt mere pikant og overbevisende på engelsk… gør det ikke?

Heldigvis er det ikke alle virksomheder, der kun satser på marketingsafdelingen, når det kommer til bæredygtigheden af deres produkter. Hos Pure Basic har vi gjort en dyd ud af at finde mærker, der brænder for deres vision om bæredygtigt tøj. Du kan læse mere om vores mærker ved at trykke her.

Hvordan produceres økologisk bomuld?

Du kan se videoen fra Science Channel (ejet af Discovery), der viser, hvordan økologisk bomuld produceres.

Det er i bedste format: “How it’s made”. Når du ser videoen, så får du en god fornemmelse af, hvordan bomuld dyrkes, høstes og udvindes. Videoen foregår på engelsk, så forklaringerne på processen kræver lidt sprogkundskaber. Du kan dog sagtens se videoen med dit barn, så de kan se, hvad deres t-shirt og undertøj er lavet af.

Hvad er forskellen på almindeligt bomuld og økologisk bomuld?

Produktionen af bomuld er stor. Meget stor. Halvdelen af tekstiler er lavet af bomuld, 250 millioner af mennesker over hele verden får deres indkomst derfra, og 7% af arbejdet i ulande er i forbindelse med bomuldsproduktion. Med så stor en produktion følger der en stor indvirkning med. Det har store konsekvenser for vandforurening, det kræver stort vandforbrug, og så udleder det store mængder af drivhusgasser.

Kan det så overhovedet betale sig for miljøet at producere økologisk bomuld? Ja!

Hvorfor købe økologisk bomuld?

  • Vandforurening
    Økologisk bomuld forurener ikke vand med pesticider, insekticider og løvfældningsmiddel, da det ikke må anvendes. Det giver landmændene, omkringboende mennesker, syersker, fabriksarbejdere med mere bedre vilkår, da ingen kemikalier fra produktionen nedsætter deres livskvalitet. Derudover er der generelt langt bedre forhold for menneskerne, der indgår i forsyningskæden for økologisk bomuld, økologisk børnetøj og økologisk tøj til voksne.
  • Vandforbrug
    Økologisk bomuld kræver derudover 91% mindre vand at producere sammenlignet med konventionelt bomuld.
  • Drivhusgas
    Økologisk bomuld udleder desuden 46% færre drivhusgasser sammenlignet med konventionelt bomuld.

Er økologisk bomuld miljøvenligt?

De tre store syndere ved konventionelt bomuld er: vandforurening, vandforbrug samt drivhusgasser. Økologisk bomuld er heldigvis væsentligt bedre, når det kommer til miljøet. På verdensplan er det desværre kun 1% af den producerede bomuld, der er økologisk.

Når du køber tøj, så led efter tekstiler lavet af naturlige fibre, hvis du gerne vil støtte en mere miljøvenlig tøjindustri. Det kan betale sig at vælge den økologiske version af naturlige fibre som bomuld, hvis du gerne vil passe på miljøet.

Du kan læse mere om tekstiler, fibre og bæredygtigt tøj her.

hvor meget babytøj skal man have

Er økologisk bomuld bæredygtigt?

Danmarks Naturfredningsforening har lavet en fin sammenligning af bæredygtigheden i produktionen af henholdvis økologisk bomuld og konventionelt bomuld. Den kan du læse ved at trykke her.

De sammenligner økologisk bomuld med konventionelt bomuld, hvor de går ud fra, den økologiske bomuld er GOTS-certificeret. Hvad er GOTS? Og hvorfor går Danmarks Naturfredningsforening ud fra, at økologisk bomuld er GOTS-certificeret?

GOTS står for Global Organic Textile Standard, og det er en standard for økologiske fibre. Tekstiler skal have godkendt hele forsyningskæden samt enten bestå af 90% certificeret økologisk bomuld eller 70% certificeret økologisk bomuld og 30% ikke-økologisk bomuld for at kunne blive GOTS-certificeret. GOTS er en af de højeste standarder for økologisk bomuld, så du kan have ro i sjælen, når du ser deres logo. GOTS er et økologimærke, som ikke blot garanterer dig, at varen faktisk er lavet af økologisk bomuld, men også at den er bæredygtigt produceret.

Vil du vide mere om GOTS? Så tryk her, og læs hele vores beskrivelse af GOTS-certificering.

Hvad er bæredygtighed?

Bæredygtighed er ikke bare metalsugerør, affaldssortering og bambusbestik. I daglig tale bliver bæredygtighed ofte reduceret til noget grønt, men der er altså mere til det. For at gøre det enkelt er der her tre overordnede typer af bæredygtighed.

Miljømæssig bæredygtighed

Den første af de tre typer er den, som vi oftest forbinder med bæredygtighed. Det handler i høj grad om at nedsætte forbruget, få mere glæde ud af det vi ejer, købe bedre og mere holdbare produkter, skille os af med tingene på en bedre måde og så videre. Det er blandt andet her, de fem R’er hører til – hvis du ikke kender dem, så hedder de: REFUSE, REDUCE, REUSE, REPURPOSE og RECYCLE. En bæredygtig udvikling kræver et sidste R, RETHINK, da vi netop skal finde et bedre system, end det vi er i nu.

Du kan læse meget mere om bæredygtighed og de fem (seks) R’er ved at trykke her.

Social bæredygtighed

Den anden type, social bæredygtighed, hænger i høj grad sammen med socialt ansvar. Hvis du er bekendt med FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, så ved du også at socialt ansvar fylder en del i dem. Socialt ansvar kan kort forklares som en etisk pligt eller ansvar for at bidrage til samfundets fordel. Det handler især om at yde til velfærden for en gruppe, et samfund eller et miljø. Det kan være arbejdsforhold, retfærdig løn, ingen tvangs- og børnearbejde og så videre. Social bæredygtighed er et nødvendigt skridt i tøjindustrien – tænk bare på fast fashion, sweatshops og golde og udtørrede områder grundet landbrug.

Økonomisk bæredygtighed

Den sidste type, økonomisk bæredygtighed, handler især om, at virksomheder og butikker skal tænke mere langsigtet i forhold til at øge deres værdi. Bæredygtig produktion koster lidt mere end eksempelvis børnearbejde, og derfor er det vigtigt, at virksomheder investerer i bedre, mere bæredygtige løsninger. Det kan tilsyneladende dog være svært – som sagt er det på verdensplan kun 1% af den bomuld, der bliver dyrket, der er økologisk. Hvorfor mon det langt mere miljøvenlige alternativ bliver fravalgt? Det koster lidt mere, og så tjener virksomhederne lidt mindre.

Vil du læse mere om, hvordan Pure Basic deltager i en bæredygtig udvikling? Så tryk her, og læs historien om, hvordan vi startede.

Så, er økologisk bomuld bæredygtigt?

Økologisk bomuld er miljømæssigt bæredygtigt, da det er et langt bedre alternativ til konventionelt bomuld: Det forurener mindre, det har et lavere vandforbrug, og det udleder ikke så mange drivhusgasser. Som tidligere nævnt er cirka halvdelen af jordens tekstiler lavet af bomuld, og derfor er økologisk bomuld helt sikkert et godt valg, hvis du ønsker at tøjindustrien bliver mere miljømæssigt bæredygtig.

Økologisk bomuld er socialt bæredygtigt, da landmændene og arbejderne har langt bedre vilkår. Især økologimærker som GOTS sikrer dig, at der anstændige vilkår for dem, der laver dit tøj. Økologisk bomuld ødelægger heller ikke de områder, hvor det dyrkes, og familier burde ikke miste deres hjem og levebrød, fordi et tøjmærke ikke gider bruge pengene på at beskytte dem.

Økologisk bomuld er økonomisk bæredygtigt, da det er materiale, der er langt mere bæredygtigt sammenlignet med en række alternativer. Pure Basic deltager i en tager ansvar for økonomisk bæredygtighed ved netop at vælge, at vores produkter skal være i en høj kvalitet, økologiske og slow fashion.

Vi går meget op i at finde GOTS-certificeret børnetøj, da det netop er en garanti for, at det er produceret på en bæredygtig måde. Du kan se et udvalg af vores GOTS-certificeret produkter her.

Ofte stillede spørgsmål

Hvorfor købe økologisk bomuld?

Når du køber noget, så støtter du den produktion, der har lavet det. Vælg derfor bæredygtigt, hvis du ser en fremtid med socialt ansvar, grøn omstilling, sundhed og retfærdighed – læs mere om bæredygtig udvikling i FNs 17 verdensmål.

Fem fordele ved økologisk bomuld: 1. Det bruger mindre vand. 2. Det bekæmper klimaforandringer. 3. Det giver landmændene bedre arbejds- og levevilkår. 4. Det anvender ikke pesticider og andre farlige kemikalier. 5. Dit tøj indeholder ingen kemikalier fra dyrkningen.

Er økologisk tøj bæredygtigt?

Som udgangspunkt er økologisk tøj mere bæredygtigt end tøj, der ikke er lavet af økologiske tekstiler. Du kan dog ikke være sikker på, at dit tøj er bæredygtigt, bare fordi der står “organic cotton” på mærket.

Bæredygtighed er mere end blot grøn omstilling – det handler også om vilkår for de arbejdere, der laver tøjet. Hvis du vil være sikker på, at dit tøj er bæredygtigt, så kig eksempelvis efter GOTS-certificeringen, når du køber tøj.

Hvor stort er vandforbruget ved økologisk bomuld?

Vandforbruget er meget mindre når der dyrkes økologisk bomuld sammenlignet med konventionelt bomuld.

I Vogue Australia skriver Emily Chan, at vandforbruget er nedsat med hele 91%, når der dyrkes økologisk bomuld. Her henviser hun til WWF, der skriver at vandforbruget til en almindelig bomuld t-shirt er op mod 2700 liter, hvor en t-shirt af økologisk bomuld kun bruger 243 liter ifølge The Soil Association.

Hvilke fordele er der ved økologisk bomuld?

Der anvendes markant mindre (91%) vand og udledes langt færre drivhusgasser under produktionen af økologisk bomuld sammenlignet med konventionel bomuldproduktion. Desuden forurenes nærliggende land og vand ikke med pesticider og andre uønskede kemikalier.

Hvorfor vælger vi ikke tøj af økologisk bomuld?

Hvorfor er økologien glemt, når det kommer til tøj? Det hænger nok sammen med vores idé om sundhed og de overvældende mange valg, man skal træffe for at passe på miljøet.

Sundhed og økologi

Sundhed er en svær størrelse at blive klog på: Der er mange sider af sundhed, og man kommer altid til at glemme nogle eller have mere fokus på andre. Tag for eksempel forskellen på lægebesøg og tandlægebesøg i Danmark. Det koster penge at gå til tandlægen, men det er gratis at gå til læge. Hvilken effekt har det mon på os?

En del unge mennesker har en længere pause fra tandlægebesøgene, når de fylder 18. På Institut for Odontologi og Oral Sundhed i Aarhus har flere studerende lavet opgaver, der netop undersøger dette, og nogle af dem peger på sundhedsbegrebet: Sundhed er grøntsager, fitness og en god nattesøvn. Det er i hvert fald, hvad de fleste kommer til at tænke på. Til sammenligning er WHOs definition fra 1947: “Sundhed er et fuldstændigt stadium af fysisk, mentalt og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom og svaghed.”

Er det fuldstændig velvære at have tandpine? Er vores sundhed mere på spil, når vi har neglesvamp?

Sut

Et snævert sundhedsbegreb

Hvor vil jeg hen med det? Jo, tænk lige på dig selv og dit forbrug af økologi. Er det mad? Er det produkter, der skal ind i kroppen? Er det cremer, som du smører på huden (kroppens største organ)? Er det tøj, som har samme berøringsflade som cremerne? Tøjet er ikke “inde i os” som maden er det, så måske det er grunden til, at økologisk tøj ikke er så nemt at finde som økologisk broccoli – selvom skadelige kemikalier i tøjet kan have store konsekvenser for os.

Hvad så med barnet, der sutter på sin hånd, og så kommer ærmet med ind i munden? Det er en af de primære og lettest forståelige grunde til, at Pure Basic har valgt at gøre det nemt for dig at finde tøj i økologisk bomuld til børn. Vi vil passe på dem.

Bæredygtighed og økologi

Klimaangst, klimavalg og vegansk smør. Du købte metalsugerør for et par år siden, fordi du så den forfærdelige video af en havskildpadde, der havde det mest berømte plastiksugerør siddende fast i næsen.

Du køber havremælk og smørbar fra Naturli, fordi du har fået fortalt, at det er et grønnere alternativ… og så har du altid en mulepose med, når du handler ind (og ingen nævner de gange, hvor du spontant hoppede i Føtex på vejen hjem og måtte købe bæreposer). Er de sorte, klimaforandrende skyer på vej væk så?

Bæredygtighed er overvældende og uigennemskueligt 

Bæredygtighed og miljøvenlige alternativer er en jungle, og vi kommer til at begå mange fejl – vi falder eksempelvis for greenwashing. Det vigtigste er dog, at vi bliver ved med at gøre en indsats. Der er så vanvittig mange steder, hvor producenter og koncerner anvender bæredygtighedsæstetik til at sælge deres produkter, og det gør det sværere for os som kunder at vælge rigtigt.

Vi har et ansvar som kunder, da vores penge er deres grundlag. Men, men, men! Når du bliver bombarderet med brunt papir, grønne blade og små billeder af jordkloder, så viser selvsamme virksomhed jo, at deres interesse ikke er bæredygtighed – det er salg.

Hos Pure Basic har vi ikke bare en kollektion, der er bæredygtig, økologisk eller miljøbevidst. Hos Pure Basic er bæredygtighed vores grundlag og krav til vores produkter og leverandører. Derfor er økologisk bomuld et af de materialer, vi har satset mest på, og et hurtigt slag på tasken: 80% af vores produkter er lavet af økologisk bomuld. Med andre ord: Vi har valgt at gøre det nemt for dig, at købe tøj i økologisk bomuld til børn, for vi vil passe på vores planet.

Læs mere om bæredygtigt tøj i blogindlægget “Hvad er bæredygtigt tøj? Alt du bør vide om ansvarligt børnetøj”.

Hvad er økologisk bomuld?

Det er det oplagte valg, hvis du vil passe på dig selv, dine børn, planeten og dem, der laver dit tøj. Du er måske endt på dette blogindlæg, fordi du håbede på at finde ud af, om det er en god idé at købe tøj af økologisk bomuld til børn eller til dig selv. Det kan også være, at du egentligt ikke kunne regne ud, hvordan bomuld dyrkes økologisk.

Der kan være mange svar, når du søger på spørgsmålet: “Hvad er økologisk bomuld?” Det kommer sig af, at det er et åbent spørgsmål og et potent emne. Herunder kan du se, hvilke svar du vil få:

  • Hvad er økologisk bomuld?
    Det baner vej for en fremtid uden forurenet drikkevand, udtørrede landeområder og klimaforandringer.
  • Hvad er økologisk bomuld?
    Det er ofte i en blødere kvalitet sammenlignet med konventionelt bomuld. Det er helt sikkert også det, som jeg har oplevet ved produkterne hos Pure Basic – økologisk bomuld er bare blødere.
  • Hvad er økologisk bomuld?
    Det er et godt valg inden for tekstiler, hvis du leder efter bæredygtigt, økologisk børnetøj. Så skal du ikke bekymre dig om at der er anvendt farlige kemikalier til dyrkningen af ærmet, der kommer med i babys nysgerrige mund eller det undertøj, som dit barn går i. Du kan altid holde øje med OEKO-TEX®-certificeringen, hvis du vil være helt sikker på, at der ingen allergifremkaldende eller sundhedsskadelige stoffer er i tøjet, når du får det – tøj skal jo helst være både allergivenligt og børnevenligt! Se vores udvalg af undertøj her.
  • Hvad er økologisk bomuld godt for?
    Det er godt for alle dem, der er i berøring med det fra vugge til grav. Du kan yderligere få indblik i processen i produkter af økologisk bomuld ved at holde øje med mærker som GOTS. En GOTS-certificering er en blåstempling af produktets økonomiske, sociale og miljømæssige bæredygtighed.

Vær med i den bæredygtige udvikling – vælg økologisk bomuld

Forhåbentligt har dette blogindlæg overbevist dig om, at økologi ikke bare hører til i grøntafdelingen og kølermontren. Det er ærgerligt, at økologi bliver anset som en “helseting”, for det er så meget mere: Det er nødvendigt skridt på vejen til en bedre fremtid. Det er mig stadig et under, at det er økologi, der markeres som noget anderledes – hvis ikke der står ‘økologisk’, så må du forvente standarden, som kan være på bekostning af din, arbejdernes og miljøets sikkerhed. Jeg håber ikke, at jeg er den eneste, der er forundret.

Er du blevet interesseret i bæredygtighed, og vil du gerne gøre dit? Du kan se hele vores udvalg af bæredygtigt børnetøj igennem på vores skønne webshop, der har alt, hvad du skal bruge. Vi har bæredygtigt babytøj fra 0-2 år, så den lille ny får den bedste start på livet og den bedste fremtid på jorden. Vi har også fantastiske kollektioner af bæredygtigt børnetøj til drenge og piger fra 2-12 år, så du passer godt på dit barn, planeten og dem, der laver tøjet.

Se alle vores skønne produkter ved at trykke her, og du får også lige de varmeste anbefalinger til at gå ind, og følge os på både Facebook og Instagram, hvor du kan følge med i vores eventyrlige børnetøjsunivers, vores nyheder og vores bidrag til den bæredygtige udvikling.

logo

Pure Basic

             – fordi bæredygtigt børnetøj er fremtiden